Den grundlæggende betydning af en myndighed eller autoritet (anglicisme) er retten (beføjelse eller bemyndigelse) til at beslutte eller handle med betydning for andre.
Ordet myndighed er afledt af myndig, der igen kommer fra middelnedertysk 'mundich', af oldhøjtysk munt 'hånd, beskyttelse, formynderskab', beslægtet med latin manus 'hånd'.[1] Udtryk som 'en kærlig hånd', 'en fast hånd'[2], og – i ældre sprog 'under hånd og værge'[3] – angiver relationen mellem to personer, hvor den myndige part, myndighed (person), har evne og vilje til at beskytte den anden. Hvis den samfundsmæssig organisation omfatter ikke blot en stat, men en retsstat, vil den svage part kunne disponere mere frit end i et patriarkat, hvor magtudøvelsen ligger hos faderen som familiens eller klanens overhoved.[4]. Dette skyldes, at retsstatens myndighed (institution) er forpligtet til at yde retssikkerhed, navnlig de grundlovssikrede, individuelle frihedsrettigheder.
Samspillet mellem personlig og institutionel myndighed bliver eksemplificeret af et bibelcitat[5]:
De skriftkloge var dem, der havde institutionel myndighed.
Samspillet mellem stat og patriarkat er analyseret af den tyske sociolog Max Weber. Det formidles under emnet bureaukrati, men mere dækkende under betegnelserne patrimonialisme og neo-patrimonialisme.[7]